Liljen stolen fra Fritz Hansen, også kendt under navnet Serie 8 eller Model 3108, er designet af Arne Jacobsen i 1968. Den første variant, som blev introduceret, var uden armlæn. I 1970 blev en version med armlæn præsenteret på den danske møbelmesse. Liljen stolen blev oprindeligt designet til et specielt projekt - nemlig indretningen af Danmarks Nationalbank. Stolen er fremstillet i lamineret formpresset finér, og den formpresningsproces som stolen gennemgår, giver stolen dens karakteristiske og bløde kurver.
Stolens sæde og ryglæn er polstret med enten stof eller læder. Liljen var den sidste stol Arne Jacobsen designede, og i anledning af stolens 50-års jubilæum har Fritz Hansen i foråret 2020 lanceret stolen i sin originale version i valnødfinér. Denne version fås med krom ben og med eller uden armlæn.
Uanset om
Arne Jacobsen designede huse eller møbler var hans sans for finish og perfektionisme altid et fremtrædende og bærende element, og dette træk var også et han forventede af dem, der arbejdede for ham.
Jacobsens sans for detalje og høj kvalitet er et element, som tydeligt ses igennem de mange møbler, han har designet gennem årene. Hans designs er tidløse klassikere, som i dag stadig er efterspurgte både i Danmark såvel som i udlandet. Jacobsen har igennem årene også modtaget priser, samt fået adskillige udmærkelser for hans revolutionerende designs.