Hans J. Wegner betragtes som en af grundlæggerne af ”The Danish Modern”. Wegner har skabt smukke designermøbler for møbelproducenter som Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture, PP Møbler med flere. Her har Wegner designet klassikere som Y-stolen, J16 Gyngestolen, Kinastolen og ikke mindst Den Runde Stol. Netop denne stol var med til at gøre Wegner til én af de danske designere, som har opnået verdensberømmelse, da den blev anvendt i den første TV-transmitterede valgdebat mellem John F. Kennedy og Richard Nixon i 1960.
Hans J. Wegner var en yderst kreativ, omhyggelig og ikke mindst beundret håndværker, og hans møbler er en kombination af gode, solide detaljer, der er rodfæstet i den håndværksmæssige tradition, som han havde så stor respekt for. Hans J. Wegner er mest kendt for sine skulpturelle stole, der altid bærer præg af godt håndværk og gode siddeegenskaber med plads til bevægelse og hvile. Hans J. Wegners stole regnes blandt verdens smukkeste. Med deres stilrene linjer og elegante udseende passer hans stole ind i enhver moderne og klassisk indretning, da de ofte kan kombineres med andre møbler. Eksempelvis er 1788 Lænestolen designet som en pendant til Børge Mogensens Tremmesofa, og de to møbler vil passe perfekt sammen i enhver stue.
Hans J. Wegner er født i Tønder i 1914 og døde i januar 2007 – 92 år gammel. Wegner er uddannet møbelsnedker og møbeldesigner, og i 1938 rejste han til Aarhus på opfordring af designerne og arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller, hvor han fik som opgave at designe møbler til Aarhus Rådhus. Det var også i denne periode, at Wegners samarbejde med snedkermester Johannes Hansen startede. I en alder af 29 år starter Hans J. Wegner sin egen tegnestue og 6 år senere i 1949 begynder hans mangeårige samarbejde med Carl Hansen & Søn. Her designer Wegner nogle af sine mest anerkendte og solgte møbler, blandt andet Y stolen, Savbukstolen, Wing Chair og Oculus Chair.
På trods af kaldenavnet Stolens Mester designede Wegner også flere spiseborde, sofaborde og sofaer. Foruden det produktive samarbejde med Carl Hansen & Søn designer Wegner også en række møbler for Fredericia Furniture, Getama og Erik Jørgensen og PP Møbler, heriblandt Bamsestolen, Påfuglestolen og PP124 Gyngestolen.
Hans J. Wegners arbejde er som før beskrevet kendt i hele verden og hans elegante designermøbler bliver udstillet på både The Museum of Modern Art i New York, Die Neue Sammlung i München og Designmuseum Danmark i København. Som flere af sine design- og arkitektkollegaer inden for dansk design har Wegner også modtaget flere designanerkendelser for sit årelange bidrag til møbeldesign. Han er blandt andet modtaget Det Kongelige Danske Kunstakademis Eckersberg Medaille i 1956, Møbelprisen i 1980, C. F. Hansen Medaillen i 1982 og The 8th International Design Award i 1997.